Om Offerrådgivning Fyn
Offerrådgivningen og politiet
Offerrådgivningen er et supplement til den rådgivende og støttende funktion, som politiet og andre institutioner eller professionelle varetager i forhold til ofre for forbrydelser, og den erstatter ikke politiets forpligtelser i forhold til ofre.
Der er en lokal offerrådgivning i hver politikreds, og vi arbejder sammen med Fyns Politi. Det tætte samarbejde med det lokale politi er en af grundstenene i arbejdet.
Organisering
Offerrådgivningerne er uafhængige, baseret på frivillige rådgivere og har karakter af en græsrodsbevægelse. Politiet har således ikke nogen indflydelse på offerrådgivningernes tilrettelæggelse eller på den konkrete bistand og rådgivning, der gives ofre, der henvender sig.
Offerrådgivningen i Danmark (OID)
Den 10. november 2001 blev Offerådgivningen i Danmark (OID) etableret. OID er en interesseorganisation for de lokale offerrådgivninger og varetager fælles interesser med hensyn til blandt andet uddannelse, udvikling og synliggørelse.
Der afholdes hvert år i april måned repræsentantskabsmøde med deltagelse af delegerede fra alle lokale offerådgivninger. Repræsentantskabsmødet er OIDs øverste myndighed.
OID er medlem af Victim Support Europe.
Offerfond
Den 28. maj 2013 vedtog Folketinget Lov om Offerfonden, som har til formål at yde tilskud til projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser og trafikofre eller grupper heraf.
Fondens midler administreres af et råd med 3 medlemmer. Offerrådgivningen i Danmark har udpeget 1 medlem og en suppleant.
Loven trådte i kraft den 1. januar 2014. Fonden har uddelt midler til blandt andet OID til uddannelses- og mentorvirksomhed, men også lokale rådgivninger har fået midler.
Offerrådgivningen Fyn
De lokale offerrådgivninger er ikke organiseret på en ensartet måde. Her på Fyn har vi etableret en forening: ”Offerrådgivningen Fyn”.
Foreningens faste kontor- og bestyrelsesadresse er: Thujavej 13, 5250 Odense SV.
Foreningens formål er at medvirke til at øge ofrenes retssikkerhed og stå til rådighed med tilbud om støtte og bistand til ofre for forbrydelse eller ulykke og med tilbud til vidner og pårørende til ofre.
Som medlem kan optages enhver, der arbejder med eller har særlig interesse for offerrådgivningen, og som medvirker positivt til at fremme foreningens formål.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse, der vælges på den årlige generalforsamling
Vedtægterne kan rekvireres ved henvendelse til formanden.
Medarbejdere
Arbejdet i Offerrådgivningen FYN klares ved fælles indsats af bestyrelsesmedlemmer, rådgivere og i perioder tilknyttede administrative og/eller servicemedarbejdere.
Rådgivere
Rådgiverne betragtes som Offerrådgivningen Fyns væsentligste ressource – uden en velfungerende gruppe offerrådgivere ingen Offerrådgivning.
Rådgivergruppen består af et passende antal frivillige rådgiver.
Ifølge vedtægterne skal rådgiverne på en kvalificeret måde være i stand til at udmønte foreningens formål. Det er et krav, at rådgiverne deltager i obligatoriske uddannelsesforløb og i anden relevant uddannelse.
Potentielle rådgivere skal afgive samtykke til en børneattest som foreningen henter i forbindelse med ansættelsessamtalen. Og rådgiverne underskriver en tavshedserklæring.
Frivilligt arbejde – Offerrådgiverne er på samme måde som hele bestyrelsen – frivillige og ulønnede personer.
Hvem henvender sig til Offerrådgivning Fyn – fakta og tal
- Vi har i gennemsnit 1-2 henvendelser fra nye ofre, vidner eller pårørende hvert eneste døgn – dog primært i tidsrummet mellem kl. 8.00 til 16.00
- Halvdelen af alle henvendelser handler om vold, herunder vold i parforhold.
- Derudover har vi henvendelser på baggrund af tyveri/indbrud, røveri og sexmisbrug, men også henvendelser på baggrund af dødsfald, mord/selvmord og andre forhold.
- 80 procent af alle henvendelse kommer fra ofre, mens 15 procent er pårørende og de sidste 5 procent er vidner til forbrydelser og ulykker.
- Der er flest henvendelser fra kvinder – og kigger vi på alder er knap halvdelen mellem 18 og 39 år.
- Lidt flere end halvdelen af alle henvendelser kommer efter henvisning fra politiet.